Hvad er medievidenskab egentlig for en størrelse. Det var jeg ikke selv helt klar over, da jeg i sommeren 2011 fik brevet om min optagelse på selv samme studie. Forud var gået to sabbatår samt mange tanker om, hvad den fremtidige tilværelse skulle bruges på for hr. Bay-Kastrup. Men valget faldt på medievidenskab, hvilket jeg endnu ikke har fortrudt.

På studiet får man en generel og almen tilgang til det medierede samfund, vi lever i anno 2012.  Fagene favner bredt, og giver den studerende forskellige redskaber til f. eks. analyse af film eller produktion af ens eget web-site. Man lærer om mediernes historie og udvikling op gennem tiderne, lige fra Guttenberg og trykpressen til den digitale tidsalder, vi befinder os i nu.